Fra Quonga´s 5 års fødselsdagsfest. Foto: Peter Rafn Dahm
Du kan læse Europa-Kommissionens ”Meddelelse fra Kommissionen til Rådet,Europa-Parlamentet, Det økonomiske og sociale udvalg og regionsudvalget vedr. Samhørighedspolitik- og kultur - Et bidrag til beskæftigelsen” fra 1996 her
Du kan læse og se mere om EU's kulturprogram ”Creative Europe”, der træder i kraft fra 2014 her
Du kan læse rapporten ”Amatørkulturelle netværk af Marion Vick og Susan Fazakerley her
 

Af Anders Hind og Susan Fazakerley

SammhkrOverskrift

Casene i denne bog viser tydeligt, at amatørkulturen spiller en rolle, som bevarer af traditioner, i etableringen af identitet og fællesskab - og i forhold til mere traditionelle folkeoplysende ”dyder”, som dannelse og personlig udvikling.  Når man taler om kulturen som fornyer, er det dog ofte med en helt anden og mere merkantil synsvinkel, som det kan være svært for amatørkulturen at skrive sig ind i.

I EU regi har man således længe været fortaler for kultur, som en erhvervsaktivitet præget af kreativitet, innovation og produktion, der kan komme udviklingen af de regionale og lokale økonomier til gode. Det fremgår f.eks. i Europa-Kommissionens dokument fra 1996 om ”Samhørighedspolitik- og kultur – et bidrag til beskæftigelsen, ” og det kommer også til udtryk i Kommissionens forslag til oprettelse af det nye kulturprogram for 2014-20 ”Et Kreativt Europa”, der bl.a. lægger op til at lette finansieringsmulighederne for små og mellemstore virksomheder og organisationer i de kulturelle og kreative sektorer.

I vores cases forholder de aktive amatører sig dog ikke til, om de er med til skabe integration eller attraktive regioner. De udfolder sig med ligesindede i et personligt rum, men det betyder ikke, at amatørkulturen ikke betyder noget for udviklingen af samfundet og det øvrige kulturliv.

I 2012 gennemførte DATS og AKKS et pilotprojekt ”Amatørkulturelle netværk” af Vick og Fazakerley, hvor en af hovedkonklusionerne var, at amatørkulturen især spiller en rolle i landsbykommuner, hvor antallet af fritidstilbud og professionelle kulturinstitutioner er færre end i storbykommunerne. Her betyder et stærkt og velfungerende amatørliv meget for lokalområdet, mens dets rolle og status i f.eks. storbykommuner er mindre. Vil man udvikle og styrke kulturlivet i landsbykommuner, kræver det derfor et godt samarbejde mellem de lokale kulturaktører, kommunen og amatørforeningerne. Det er casene om oplevelsesøkonomi i vandkants Danmark  link og Avernakø Lille Kunsthal eksempler på. Link.

Amatørkulturen spiller også en rolle for udviklingen af nye læringsformer, der opstår i netop kombinationen af den formelle og den uformelle læring og i samspillet mellem lyst og disciplin. Eksempelvis udtaler forskningsdirektør ved Universe Research Lab. Hans Henrik Knoop, at der ligger et pædagogisk grundforskningspotentiale i musikken – omkring forholdet mellem at lege og lære. Et potentiale der også kan overføres til andre kunstområder. I Modus fra januar 2010 uddyber han det på følgende måde:

”…for børn er det nydelsesfyldt at lære. Førstegangsoplevelser er stærke sanseoplevelser. Verden er eventyrlig, fordi man lærer, og det opdager børn, når de er små. Men det kræver abstraktion at lære noget, der rækker ud over det, vi umiddelbart oplever (verden føles flad – men den er rund). Og når man begynder at blive faglig og få teorier ind, kræver det disciplin. Så bliver mange skoletrætte, og glæden ved at lære forsvinder”

Lige præcis den udfordring er iflg. Knoop et stort tema i megen musikpædagogik, fordi det kræver et hårdt slid, hvis man vil nå langt på sit instrument. Det kræver disciplin. Et ord man ofte støder på i de mange cases, der udgør kernen i dette værk. Men tydeligvis bevarer mange mennesker lysten til at lære, selvom de møder disciplin og oplever, at det bliver sjovere, jo mere man fordyber sig. Det gælder ikke kun amatørmusikken, men alle de amatørkulturelle aktiviteter. Det er f.eks. det Lisbet taler om i casen om MAS, når hun kalder sin teatervirksomhed ”alvorlig leg”. Link

Bogens cases viser også, at amatørudfoldelsen kan føre til ny teknologi og nye kulturprodukter. I en verden hvor innovation og kreativitet er et beskæftigelsespotentiale, byder amatørkulturen ind med sine produkter og koncepter. I casen om fra ART til Aura, ser vi således eksempler på, hvordan en interaktiv teknologi udviklet i forbindelse med amatørteater bliver til interaktive spil og freeware link. Mens mændene bag Bandakademiet Grobund har haft så gode erfaringer med deres undervisningsmetoder, at de har skabt en virksomhed, der skal udbrede konceptet link.

Og derudover spiller amatørkulturen selvfølgelig også en rolle for den kunstneriske fødekæde og talentudviklingen. Det frie rum, som amatørkulturen nødvendigvis må være, er hjemsted for bands, teatergrupper, fotografer og forfattere, der prøver sig selv af, og for nogen af dem bliver der tale om en egentlig kunstnerisk karriere, mens der for det store flertal er tale om en livslang passion og kærlighed til kunsten, som man tager med sig til gavn for både sig selv og alle.

Amatørkulturen og folkeoplysningen hænger historisk sammen, men i måske endnu højere grad end folkeoplysningen, italesætter og taler amatørkulturen til følelseslivet, sanserne og fællesskabet. Amatørkulturen er voldsomt forpligtende og drevet af et stort engagement og bidrager dermed også til udviklingen af folkeoplysningen først og fremmest med nye aktiviteter.

Både folkeoplysningen og amatørkulturen udfolder sig i det forskeren Hans Henrik Vodsgaard kalder det frie rum, og er foreningsbaseret og dermed helt konkret demokratiets kravlegård. De har også begge det formål at styrke den enkeltes personlige udvikling med henblik på at styrke civilsamfundet: Folkeoplysningen via den målrettede undervisning og amatørkulturen via aktiviteternes ”spin off”. Som sagt hænger amatørkulturen og folkeoplysningen sammen, men vi vil faktisk gå så vidt at hævde, at amatørkulturen er folkeoplysningens moder, jfr. f.eks. ‘kunstnerne’ fra Lascaux, hvis jagtmalerier af nogen fortolkes som de første eksempler på kunst og ritualer.


Top >>